Borger.dk Læs op Blanketter Selvbetjening Kontakt Indeks
Indhold
Printvenlig

Samlinger

Arkivalier (offentlig proviniens)
Arkivalier (privat proviniens)
Andet
Kopisamling
Trykt, udgivet materiale

Hvilke arkivalie-typer ligger arkivet inde med ?
Indsamlingsmæssigt dækker Esbjerg Byhistoriske Arkiv de dele af Esbjerg Kommune, hvor der ikke findes et lokal- eller sognearkiv, som er godkendt af Arkivudvalget for Esbjerg Kommune. Desuden er der en tendens til, at foreninger, virksomheder og institutioner i Ribe Amt, der dækker større områder end en kommune og ikke er afleveringspligtige til det statslige arkivvæsen, afleverer deres arkiver til Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Det gælder f.eks. Historisk Samfund for Ribe Amt, Ribe Amts Børne- og Skolebiblioteker, Ribe Amts Lægekredsforening m.fl. Udover mere traditionelle arkivalier, som nævnes nedenfor, har Esbjerg Byhistoriske Arkiv en stor samling film, videobånd samt lydbånd. Der findes en lang række interessante lokalhistoriske film i Esbjerg Byhistoriske Arkiv: Fra havn og hav (1931 - findes også i vhs-kopi), Esbjerg Sygehus (1934 - findes også i vhs-kopi), EOB Esbjerg og Omegns Brugsforening (1934), Valsemøllen (1934), Skoleidrætsdag (1939), Esbjerg (1939-1940), Esbjerg Danmarks port mod vest (1948-1949) og Byggeaktiviteten i Esbjerg (1967-1970 - findes også i vhs-kopi) m.m. Desuden har arkivet programmer m.fl. fra de tidligste forsøg med lokal-TV i Esbjerg, idet en række udsendelser fra især Kanal Esbjerg (1985-1988) er bevaret. Med hensyn til lydbånd ligger hovedvægten på tidsrummet 1956-1981. Mange optagelser er foretaget af Esbjerg Båndamatørklub, ligesom Esbjerg Lydavis er fyldigt repræsenteret. Desuden indgår en række interviews og radioprogrammer, produceret af Radio Syd, i samlingen.

Takket være de ansatte fotografer udfører Esbjerg Byhistoriske Arkiv løbende dokumentationsfotografering. Dette voksende materiale findes fortrinsvis som dias. En anden, måske lidt mere speciel diassamling, er den såkaldte arkivfaglige samling med dias fra inden- og udenlandske arkiver.

Antal hyldemeter i alt: Arkivalier af offentlig proveniens: 5.000 m, arkivalier af privat proveniens: 4.400 m, 300.000 fotos (positiver), 972.700 negativer, 6.200 dias, ca. 460 film, 215 lydbånd, ca. 200 lydbånd, ca. 400 kort.

Arkivalier (offentlig proveniens)
Kommunearkiver:
Sognekommuner: Bryndum 1943-1969, Bryndum-Vester Nebel 1842-1943, Esbjerg 1894-1898, Guldager 1842-1970, Jerne-Skads 1842-1914, Jerne 1914-1945, Skads 1914-1967, Sneum 1921-1970, Sneum-Tjæreborg 1842-1921, Tjæreborg 1921-1970 og Vester Nebel 1943-1969.

Købstæder: Esbjerg Købstad 1899-1970.
Storkommuner: Esbjerg 1970-
Kommunale institutioner: En række kommunale institutioners arkiver er afleveret til Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Det gælder bl.a. Den Kommunale Badeanstalt, Esbjerg Gasværk og Esbjerg Elværk samt arkiverne fra en række kommunale skoler som Boldesager Skole, Sædding Skole og Tjæreborg Skole samt arkiverne fra en række nedlagte skoler, bl.a. Danmarksgades Skole, Gammelby Skole, Gjesing Skole, Grådybskolen, Jerne Skole, Stormgades Skole, Vestre Skole og Østre Skole.

Andre:
Menighedsråd: Bryndum 1903-, Vester Nebel 1903-, Vor Frelsers Kirke 1903- og Zions Kirke 1914-.

Arkivalier (privat proveniens)



Samlingen af arkivalier af privat proveniens er meget bredt sammensat med foreningsarkiverne som en meget markant gruppe. Tidligt i arkivets historie blev der lagt stor vægt på indsamling af foreningsarkiver på grund af foreningernes store betydning i nyere historie, og dette arbejde blev yderligere styrket gennem en amtsdækkende indsamling i midten af 1980'erne. Denne såkaldte "foreningskampagne" blev endeligt afsluttet i 1994 med udgivelsen af to-binds registraturen, Foreningsarkiver fra Ribe Amt, hvor en meget stor del af foreningsarkiverne fra Esbjerg Kommune er detaljeret registreret. Registraturens oplysninger er dog også søgbare via Arkibas. Foreningsarkiver afleveret/registreret efter afslutningen af foreningskampagnen skal også søges via Arkibas. Mængden af foreningsarkiver er så stor, at intet arkivfond skal nævnes frem for et andet. Markant er dog den store mængde fagforeningsarkiver og arbejdsgiverforeningsarkiver, og på det politiske område er arbejderpartiernes (Socialdemokratiets, Venstresocialisternes og DKP-Esbjergs arkiver bedre og fyldigere afleveret end arkiverne fra de borgerlige partier). Nævnes bør det også, at andre af tidligere tiders betydningsfulde bevægelser i byen, f.eks. afholdsbevægelsen, er vældig godt dækket.

Af erhvervsarkiver kan bl.a. nævnes A/S H. Blichfeldt - Flensborg Lagers Udsalg, Centralhotellet, Det Ny Missionshotel, Esbjerg Højskolehjem A/S, Henning Pedersens Værktøjsmagasin, Premier Is, Bagermestrenes Brødfabrik A/S, Brdr. Nissens Frugt engros, Th. Bundgaards Skotøjsfabrik samt Tjæreborg Rejser (p.t. uregistreret). Esbjerg Erhvervsråds arkiv findes naturligvis også på Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Interessen for og arbejdet med arkitektur afspejles bl.a. af de mange og store arkitektarkiver som f.eks. arkitekt Harald Peters, arkitekt J. C. B. Øhlenschlæger, arkitekt Svend Erik Carlsen, arkitekt Knud Thomsen, arkitekt J. Sottrup-Jensen, arkitekt Hans Carl Jensen m.fl. Desuden haves adskillige mindre forretnings- og virksomhedsarkiver inden for mange forskellige brancher.

Under kategorien firmaarkiver hører også fotografarkiver, hvor følgende kan nævnes: Fotograferne Kromann, Fanø (1882-1955 - Esbjerg Byhistoriske Arkiv har størsteparten af atelierets negativarkiv samt seks bind bestillingsprotokoller 1880-1954), Gustav Bjerknæs (1904-1953 - Esbjerg Byhistoriske Arkiv har den bevarede del af hans negativarkiv samt tre bind bestillingsprotokoller 1902-1953 ), Bent Søndergaard (1907-1965 - Esbjerg Byhistoriske Arkiv har den bevarede del af hans og hustruens negativarkiv samt seks bind bestillingsprotokoller 1907-1973) og endelig fotograf Peter Nissen med efterfølgere (1930-1995 - Esbjerg Byhistoriske Arkiv har hele negativarkivet med tilhørende bestillingsprotokoller, kartotekskort m.m.). Af de nævnte fotografarkiver er Peter Nissens arkiv med over 600.000 negativer langt det mest omfattende. På pressefotografområdet kan nævnes arkiverne fra Knud Rasmussen (fotograf ved Dagbladet Vestkysten 1952-1982), Tonny Sørensen (fotograf ved Vestjyden/Vestjysk Aktuelt/Esbjerg Ugeavis ca. 1965-), Palle Sønderstrup (freelance-pressefotograf ca. 1970-1975) samt Jørgen Juhl (fotograf ved Dagbladet Vestkysten 1965-1991 (ureg.)). Knud Rasmussens arkiv på ca. 70.000 negativer er tilgængeligt i sin helhed i form af kontaktkopier af negativerne. Ca. 10% af negativerne er udvalgt til forstørrelse, fotografierne er blevet dateret, og data er pt. under inddatering på Arkibas.

Som eksempler på institutionsarkiver i Esbjerg Byhistoriske Arkiv kan bl.a. nævnes Esbjerg Seminarium, Esbjerg Realskole, 4. Maj-kollegiet og Fritidshjemmet Teglgården.

Af personarkiver kan bl.a. nævnes Julius Bomholt (1896-1991 - specialregistratur er udarbejdet af Rigsarkivet), Niels Mogensen Gerald (komponist m.m.), T. Tobiassen Kragelund (forfatter og folkemindeforsker - manuskripter ca. 1930-1956), Johan Peter Mikkelsen (maskinarbejder og lokalt DKP-medlem), Niels Møller Kromann (lokalhistoriker m.m.), Aage V. Petersen (visesamler), Henning Rasmussen (fhv. borgmester, senere indenrigsminister og formand for Folketinget - fortrinsvis arkivalier vedr. lokalpolitiken), Ulla Rasmussen (husmoder med husholdningsregnskab 1915-ca. 1970) samt Knud Ree (redaktør, fhv. fiskeriminister).

Andet

Esbjerg Byhistoriske Arkiv har en omfattende samlinger plakater fra bl.a. musik- og teaterforestillinger samt museumsudstillinger. Denne samling bliver løbende indskannet og publiceret på arkivets hjemmeside. Desuden har arkivet genoptrykt en række ældre, håndkolorerede postkort.

Bøger, lydbøger og video (se menupunktet udgivelser)

Kopisamling
Afskrifter:Tinglæste dokumenter fra Fanø Birk, Skads Herred, Skads Herred og Esbjerg Købstad ca. 1850-1909 uddeponeret fra Landsarkviet for Nørrejylland.

Fotokopier (registraturer): En række folioregistraturer fra Landsarkivet i Viborg findes helt eller delvis i kopi for Skads Herred/Ribe Amt. Det gælder f.eks. registraturerne for amtsarkivet, bispearkivet, præstearkiverne, retsbetjentearkiverne, stiftsamtsarkivet samt Z-akiverne (= udtagne arkiver). Desuden haves en kopi af fortegnelsen over arkivalier i Landsarkivet for Nørrejylland, som er mikrofilmet af mormonerne, i alt 7 bd..

Fotokopier (arkivalier): Kirkebøger for sognene i de nuværende Esbjerg og Fanø kommuner 1669-1892 (dvs. Alslev-Hostrup, Bryndum, Guldager, Esbjerg (Vor Frelser), Jerne-Skads, Sneum, Tjæreborg og Vester Nebel sogne i Esbjerg Kommune samt Nordby og Sønderho sogne i Fanø Kommune. Desuden haves forhandlingsprotokollerne for Alslev-Hostrup Fattigkommission 1803-1847 og for Jerne-Skads Sogns Fattigkommission 1732-1866 samt forhandlingsprotokollerne for Hostrup Skolekommission 1814-1863 og Skads Sogns Skolekommission 1814-1847.

Af brandforsikringsarkivalier haves forsikringsprotokollerne 1800-1889 samt taksationsprotokollerne 1852-1876 for Skads Herred under Ribe Amts Branddirektorat. Til ejendomshistorie bør nævnes matriklerne 1664 og 1681 for Riberhus Amt samt 1844-matriklen for Skads Herred og Fanø. Desuden haves personregistre samt kronologiske registre til skøde- og panteprotokollerne (indtil 1844) for Skads Herred.

Mikrofilm: Folketællinger for Skads Herred (enkelte film dækker flere herreder i Ribe Amt) 1787-1906. Folketælling for Esbjerg Kommune 1911. Skøde- og panteprotokoller for Skads-Gørding-Malt m.fl. herreder ca. 1790-1870, tingbøger for flere herreder i Ribe Amt ca. 1670-1866, skifteprotokoller og -dokumenter for Skads Herred ca. 1720-1890, matriklen 1664 for Riberhus Amt, markbøger 1688 for Skads Herred, Fanø Birk og Vester Horne Herred.

Mikrokort: Kirkebøger for alle sogne i Jylland (også Sønderjylland) indtil 1892. Bestilt, men ikke leveret er mikrokort over en lang række sogne, fortrinsvis fra Fyn, idet slutmålet er en komplet samling af kirkebøger fra hele Danmark.
Endvidere haves person- og realregistre til Gørding-Malt Herreds skøde- og panteprotokoller efter 1844 (personregistre 1800-1927 og realregistre 1844-1955), til skøde- og panteprotokollerne efter 1844 for Esbjerg, Skads Herred og Fanø (topografisk register 1801-1936 og realregister ca. 1845-1954) samt realregister 1890-1957 for Hostrup og Vester Nebel sogne under Varde Købstad.
Endelig findes politiets udvandringsprotokoller 1868-1940 (landsdækkende).

Trykt, udgivet materiale



Aviser: Af aviser i original kan bl.a. nævnes Ribe Stiftstidende 1821-1907 (meget ufuldstændig), Fædrelandet (1839-1882), Ribe Folkeblad (1879-1885), Esbjerg Folkeblad (1889-1900), Esbjerg Avis (1890-1917), Esbjerg Dagblad 1894-1905), Esbjerg Posten/Esbjerg Bladet (1908-1955), Sydvestjylland (1927-1959), Dagbladet Vestkysten/JydskeVestkysten (1917-), Vestjyllands Socialdemokrat/Vestjyden/Vestjysk Aktuelt 1898-1971, Esbjerg Ugeavis (1971-), Esbjerg Posten (1981-1997), Søndagsavisen (1996-), Esbjerg Onsdag (1997-) og Esbjerg Extra (1997-1998). Aviserne er ikke indekseret, men arkivet har en udklipssamling på ca. 15 hyldemeter. Udklippene dækker især tiden efter 1965 og stammer fortrinsvis fra Dagbladet Vestkysten/Jydske Vestkysten.

Arkivet forsøger endvidere systematisk at indsamle tidsskrifter (foreningsblade og lignende). Samlingen er på ca. 30 hyldemeter.

Håndbøger
: Håndbogssamlingen udbygges løbende. Særlig vægt lægges der på indkøb af alle trykte danske arkivregistraturer, og desuden anskaffes relevante oversigtsværker, håndbøger, leksikalske opslagsværker m.m., som arkivets gæster vanskeligt kan undvære på læsesalen.

Lokalsamling: Esbjerg Byhistoriske Arkiv råder over Centralbibliokets lokalsamling, i alt ca. 8.000 bind. Den omfatter bøger og tryksager om Esbjerg Kommune med indlemmede sogne samt Fanø Kommune, som Esbjerg Biblioteksvæsen betjener i biblioteksmæssig henseende. Desuden rummer lokalsamlingen væsentligere udgivelser om steder/emner/personer inden for eller fra Ribe Amt. Lokalsamlingen vedligeholdes og udbygges løbende.

 

Nyheder
16-05-2012 Ny database: Grimstrup Sogneråds Forhandlingsprotokoller 1.1.1861-31.3.1966
Ved kommunesammenlægningen blev en del af Grimstrup sogn blev lagt sammen med Esbjerg kommune pr. 1.1.2007. Vi har derfor lånt Sognerådets forhandlingsprotokoller i Varde kommune, og en af vore frivillige er begyndt at indtaste oplysningerne. Disse oplysninger er nu søgbare i vores seneste database.
07-05-2012 Ny database med Trykte erindringer
Esbjerg Byhistoriske Arkiv er i besiddelse af en lang række nedskrevne trykte erindringer. Disse beretninger er vi i færd med at skanne, og de første 77 kan nu søges og læses via Erindringsdatabasen.
23-04-2012 Billetsalg
Tirsdag den 24. april er der igen billetsalg til Esbjerg Byhistoriske Arkivs aktiviteter. Denne gang kan du købe billetter til fire spændende udflugter.
Esbjerg Byhistoriske Arkiv • Torvegade 47 • 6700 Esbjerg • 76 16 39 00 • e-mail